 |
Kendo Tradition
Kendo 剣道 betyder 'sværdets vej';
et budo system (Classical Martial Ways) der blev skabt på baggrund af essencen af de
klassiske samurai krigers etiske kodeks (før 1868), hvor det
japanske sværd blev tillagt stor opmærksomhed. Træning med shinai (bambussværd)
var en af træningsmetoderne, som samuraierne anvendte i denne periode. Denne
træningsmetode blev kaldt for 'shinai-geiko'.
At være traditionel er noget, der finder sted i overensstemmelse
med en tradition. Tradition er en fast etableret skik, der gentages i stort set
uforandret form fra generation til generation hos en gruppe mennesker.
Kendo der refererer til tiden før 1868 falder således ind under
denne definition på tradition, fordi Kendo har sin oprindelse i Tokugawa perioden (1603-1868). I Tokugawa perioden
havde budo1 lang bredere konnotation end budo har i dag. Nomenklaturen for de forskellige sværddiscipliner
var uden systematisering, fægtekunsten blev for eksempel kaldt for Kenjutsu,
Kendo, Shinai-geiko, etc, uden skelnen til form eller indhold.2
Betegnelsen Kendo (剣道) blev anvendt så tidligt som 1673 af
Abe Gorodaiyu, som var stifteren af sværdkampskolen Abe Ryu eller Abe Tate Ryu.3
Abe Gorodaiyu beskrev hans undervisning som Kendo, hvor, hvor metoden lagde vægt på den moralske - og mentale træning. På omtrent samme tid
benyttede Heijo Muteki Ryu, stiftet af Yamanouchi Renshinsai, betegnelsen Kendo som beskrivelse af hans undervisning.
Imidlertid er Kendo historisk baseret på samurai kulturen, der kan trækkes endnu længere tilbage i tid end Tokugawa perioden.
I Tokugawa perioden var udviklingen af rustning samt træningsprocedure fuldt etableret i 1750, hvor over
fem hundrede ryu praktiserede træning med shinai (shinai-geiko).4
Eftersom betegnelsen Kendo bliver anvendt i forbindelse med Kendo i Tokugawa perioden og den moderne
kendo efter Tokugawa perioden, opstår der begrebsmæssige - og definitionsmæssige problemer.
Kendo i Tokugawa perioden var baseret på kobudo (Classical Martial Ways), der adskiller sig fra den
moderne kendo efter Tokugawa perioden, der er baseret på shin-budo (Modern Martial Ways). Grundet de forskellige formål med træningen mellem
Classical Martial Ways og Modern Martial Ways bliver indholdet i træningen forskelligt. Forskelle ligger grundlæggende i
det metafysiske aspekt samt det tekniske aspekt. Forskellen kom for alvor til udtryk i 1912, hvor en standard kendo kata blev konstrueret
inden for den moderne kendo.
Denne modernisering blev varetaget af den japanske organisation 'Dai Nippon Butokukai', der i øvrigt blev dannet i 1895.5
|
|
|
 |
Samurai
i det japanske feudale samfund
Samurai var krigere, som tjente enten daimyo (feudal lensherre)
eller shogun (general for militærregeringen), som i modydelse modtog enten
landområde eller salær. Imodsætning til vasallen i det Europæiske feudale
samfund holdt samurai kun et landområde fra en lensherre.
Daimyo havde kontrol over samurai domænerne, men også over
beboelsesområder for lavere samfundsklasser, så som bønder, håndværkere og
købmænd. Shogun herskede over de respektive daimyo i navn og gavn under det
ubetydelige kejserdømme. Shogun Tokugawa Ieyasu and hans efterfølgere regerede
landet fra 1603 til 1867. Deres regeringsperiode kaldes for Tokugawa perioden
eller Edo perioden, efter navnet på den by, hvor de placerede Shogunatet -
nuværende Tokyo.
Det feudale samfund blev bragt til ende, da den sidste shogun
Tokugawa Yoshimune overgav hans magt til kejseren i 1867. Dette førte til Meiji
restautionen 1867-69. Japan introducerede det konstitutionelle monarki med
kejser Meiji som leder af staten. Japans moderne tidsepoke var hermed begyndt.
|
|
|
|
 |
Dann, Jeffrey (1978) Kendo in Japanese Martial Culture.
Ph.D. thesis. University of Washington.
Draeger, F. Donn (1974) Modern Bujutsu & Budo.
Weatherhill, New York.
Friday, Karl F. (1997) Legacies of the Sword.
University of Hawai'i Press, Honolulu.
Tominaga Kengo. (1973) Kendo gohyakunen-shi. Tokyo: Hyakusen shobo.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
